Det startede med at blande snaps med enebær og andre smagsgivere i syltetøjsglas, så lade det stå og trække i 12-24. Derefter skulle det sies. Det var der jo ikke mange ben i, gav en brun væske, og var ikke særlig udfordrende.
Så kom der kolber til huset og eksperimentet kunne for alvor begynde. De brune væsker blev nu klare.
Jeg havde på et tidspunkt købt en gin i Polen med en meget behagelig citrussmag. Den ville jeg gerne prøve at kopiere. Den største udfordring er, hvor meget man skal komme i af hver smagsgiver.
Nemt nok med enebær – her er der inden for et vist spænd enighed, når man søger på nettet. Men hvad det alt det andet? Og det afhænger jo også af hvilken metode, man bruger. Jeg fører logbog over alle trin i processen – både trækketider, hvilken type alkohol, og mængden af smagsgivere. I starten brugte jeg ske-mål. Nu bruger jeg en vægt med 2 decimaler.
Jeg lavede to ens, hvor den ene blev siet inden destillering, den anden ikke. Den, der ikke blev siet, blev mælkehvid ved fortynding – hvilket er endnu mindre indtagende end brun gin! Men den havde fået den lækre citrussmag, jeg efterstræbte. Det viste sig, at visse smagsgivere har den effekt, når den “koges” med i destillatet. Det er fx timian og skal fra citrusfrugter.
En anden erfaring, jeg gjorde mig, og som min mand, der er biokemiker, ikke kunne komme med en forklaring på, var at den billigste vodka, vi startede med, gav mindre udbytte, end den, der var lidt dyrere.
Jeg fandt en hjemmeside, hvor man angav mængden af nogle smagsgivere helt ned til 0,1-0,2 g per liter alkohol. For at teste hvilken effekt det har at skrue op, har jeg prøvet at 5-doble mængden af de mere specielle smagsgiver i Opus 3. Modtageren af den gin foretrak den første. Jeg har konkluderet, at jeg godt kan skrue lidt mere op for mængden, for at fremme den særegne smag, der netop kendetegne de specielle gin. Og det skyldes nok, at jeg sier før destillering.